September 2006: Helle og jeg har længe haft en ide om at ligge i telt inde ved Indlandsisen. Endelig den 5.-6. september lykkedes det at få vores vagtplaner til at passe sammen - sidste udkald må man sige, da jeg blot en lille uges tid senere skulle flytte hjem til Danmark. Af samme grund kunne der ikke blive tale om udskydelse på grund af vejrliget, så vi tog det, som det var, hvilket ikke var det allerbedste. Det var dog tørvejr men blæste ret godt fra øst - vel omkring 20 knob. Efter megen leden inde i nærheden af Punkt 660 lykkedes det os at finde et nogenlunde plant og ikke alt for vindomsust "hul" til vores telt. Om natten nærmede temperaturen sig frysepunktet, så på med hue og flere lag tøj og snuden helt ned i soveposen for at holde varmen. Nattens kolde næse blev dog glemt i samme øjeblik, vi stak hovedet uden for teltet. Sikke et vue at vågne op til den solbeskinnede Indlandsis omgivet af efterårsfarver og drivende stratocumulus på en dybblå himmel, og tilmed være de eneste tilskuere i miles omkreds til dette natursceneri. Så føler man sig både overvældet og privilegeret.
Det blev en på flere måder fantastisk tur - for mit vedkommende den sidste - med næsten alt hvad hjertet kan begære af naturoplevelser. Efterårsfarverne stod i fuldt flor. En moskus midt i det hele, som vi på bedste off-road manér lige måtte på nærmere "skud"hold af. Derudover kunne vi, hvis vi havde haft ammunition med, med lethed have toppet ladet på bilen med rensdyr. Ingen af os har før, i vores forgangne 2 og 3 år, oplevet noget lignende. Flere steder kom vi meget tæt på rensdyrene, og nogle af dem løb ligefrem tættere på. Måske de troede, at Toyota´en var en artfælle...? Da vi havde fået rejst teltet, strejfede tanken mig, at nu skulle det ikke undre mig, om der passerede nogle rensdyr forbi. Bedst som tanken var tænkt, skete det i virkeligheden - hvor heldig har man lov at være...?
